USA og transatlantiske bånd

Omkring 400 samfundsfags- og historielærere fra hele Danmark gæstede i dag Hasseris Gymnasium til konferencen “USA og transatlantiske bånd – i en verden i stadig forandring.”

Konferencen var arrangeret af Jacob Jepsen Pedersen og Casper Døssing, der begge er lærere på Hasseris Gymnasium, og konferencen har foregået i samarbejde med de faglige foreninger for henholdsvis historie- og samfundsfagslærerne samt det politiske magasin Ræson. Alt i alt et imponerende arrangement og en stor ros til de to bærende lærere.

Konferencen bød på et inspirerende program, der startede med et fælles ståsted i form af Peter Viggo Jakobsens oplæg “Game Over? Den Transatlantiske relation før og efter Trump.” Herefter stod valget mellem en række parallel-sessions med Ulla Terkelsen, Jacob Holdt, Bjarne Troelsen, Niels Bjerre-Poulsen, Christian Albrech Larsen og Derek Beach. USA’s afgående Rufus Gifford opsamlede derefter formiddagen i gymnasiets festsal.

Eftermiddagen blev sat i gang af en Martin Krasnik i topform, der fungerede som ordstyrer i en paneldebat med de tidligere udenrigsministre Villy Søvndahl, Mogens Lykketoft, Uffe Ellemann Jensen, Niels Helveg Petersen og Per Stig Møller, der diskuterede USA’s betydning for verden. Herefter overtog ingen mindre en tidligere statsminister og Nato’s tidligere generalsekretær Anders Fogh Rasmussen ordet i festsalen. Clement Kjersgaard afsluttede arrangementet med oplægget: “Er USA færdig som supermagt?”