FØRSTE SKOLEDAG NÆRMER SIG

Hasseris Gymnasium åbner dørene op til et nyt skoleår onsdag d. 12/8, hvor vi glæder os til at se både gamle såvel som nye elever.

 

Og netop det at tage godt i mod nye elever betyder meget for os, og derfor er der udvalgt og uddannet et hold dygtige og engagerede tutorer til at hjælpe den nye årgang godt på vej med deres nye liv på vores gymnasium. Tutorerne er udvalgte af gymnasiets lærere, og de følger hele 1g-årgangen gennem de første uger. Her er det deres opgave at hjælpe til med at skabe et godt socialt sammenhold i klasserne samt at dele ud af deres erfaringer omkring gymnasielivet. Tutorerne er også med på den årlige introtur til Livø.

 

 

I ugen op til skolestart er tutorerne på hyttetur sammen med gymnasiets studievejledere, og her uddannes tutorerne i at håndtere alle de spørgsmål og udfordringer, der opstår, når man begynder på livet som gymnasieelev.

 

 

Vi glæder os til at se jer.