Talentudvikling på HG

Hasseris Gymnasium har et stadigt større fokus på talentudvikling. Det er der mindst tre væsentlige grunde til. Først og fremmest har vi som samfund ikke råd til at lade være, da globaliseringen kræver, at vi arbejder målrettet med at højne det faglige niveau for at klare os i den globale konkurrence. Det arbejde vil Hasseris Gymnasium gerne være med til at støtte. Derudover tror vi på, at talent smitter, og på den måde er arbejdet med talentudvikling med til at højne det daglige niveau i de enkelte klasser.

Til slut må det ikke underkendes, at nogle af vore talentfulde elever trænger til udfordringer, så deres trivsel og muligheder for at udleve deres potentiale øges. Det er vigtigt at slå fast, at talentudviklingen er et tilbud, der henvender sig til 10–15% af vores elever, hvilket er en forholdsvis stor del af eleverne. Derfor er motivation og arbejdsindsats også vigtige faktorer, når det handler om at deltage i skolens forskellige talenttiltag.

Talentudviklingen kan foregå på tværs af fag, og derfor er arbejdet opdelt i forhold til fakulteter. I naturvidenskab deltager der hvert år elever i konkurrencer med naturfagligt sigte, hvor eleverne samtidigt modtager undervisning udenfor gymnasiets mure. Konkurrencerne finder sted i både Danmark og i udlandet, hvorfor eleverne både får en faglig og en social oplevelse. Inden for samfundsvidenskab og de humanistiske fag arbejdes der med ét væsentligt emne pr semester, hvor det både er eksperter udefra så vel som gymnasiets egne lærere, der underviser. Inden for disse to fakulteter bliver der ligeledes afholdt konkurrencer og workshops rundt om i landet.

Opdateret: 1. december 2011