Naturvidenskabs Olympiade

Interview om gymnasiets deltagelse i EUSO af Mette Bilstrup.

Se mere om EUSO her

Katrine Gørlitz, 2.x
Hvad har du deltaget i?
Jeg har deltaget i en naturvidenskabelig olympiade, som kaldes EUSO (European
Union Science Olympiad). Den foregik i Murcia i Spanien fra d. 28. marts til d. 5. april 2009.

Hvad synes du om at deltage i konkurrencen?
Jeg synes, det var sjovt og spændende. Det var en god tur, og det var spændende at lære de andre at kende, ligesom det var hyggeligt at være sammen med de andre deltagere
fra klassen. Man blev udfordret til at skulle tænke selvstændigt, for man skulle lave nogle tests på et fagligt højt niveau. Nogle emner havde vi endnu ikke gennemgået, så det var meget udfordrende. Der var også en tidsramme, som øgede presset. Det var stressende at stå i det, men det var skægt at prøve.

Hvilken betydning har deltagelsen for din videre skolegang?
For min videre skolegang har jeg kunnet mærke, at jeg har været igennem nogle andre emner, end de fleste af mine klassekammerater har. Jeg har desuden fået en fantastisk oplevelse. Jeg har biologi A og kemi B i min studieretning, så hele konkurrencen passede fint ind i mit igangværende uddannelsesforløb. Deltagelsen har således fungeret godt sammen med mine fag.

Andreas Bjerre Eriksen, 2.x
Hvad synes du om at deltage i konkurrencen?
Jeg synes, det var enormt spændende, og det var meget overvældende med hotel ogrejsen med fly derned. Vi var kun 6 elever fra Danmark, og der var 4 lærere med, så det var meget imponerende. Det var også meget overvældende at være på rådhuset i Spanien. Her sagde de, at de var glade for, at vi kom, og at de var stolte af det. De gjorde meget ud af at understrege, at det ikke var en konkurrence, da vi allerede havde bevist, at vi ligger blandt de bedste i verden. De sagde, at det mere gik ud på at lære hinanden at kende og knytte kontakter. Det sociale var i højsædet. Der var arrangeret fodbold og andre aktiviteter om aftenen, så det var meget hyggeligt.

Hvilken betydning har deltagelsen for din videre skolegang?
Deltagelsen har betydet, at jeg har engageret mig en del mere, fordi vi fik bonus for at være lidt dygtigere end vores klassekammerater. Der foregår i det hele taget mange naturvidenskabelige konkurrencer, hvilket er rart, for så er man meget motiveret, når man ved, at man vil klare sig godt i disse konkurrencer, og fordi man får lov at komme ud i verden. HG har spillet en væsentlig rolle for at dette kunne lade sig gøre, for der var kun to gymnasier i landet, der havde elever med. EUSO er ret nyt, så vi var stolte af at deltage.

Lone Als Egebo, lektor
Hvad har I deltaget i?
Vi har deltaget i European Union Science Olympiad (EUSO). Det er en olympiade for unge gymnasieelever, hvilket betyder, at man skal være under 17 år for at deltage. Aldersgrænsen gør olympiaden speciel i forbindelse med gymnasieskolen, fordi 1.g-eleverne derved kommer i centrum. Olympiaden har science som emne, dvs. naturvidenskabelige fag generelt (biologi, kemi, fysik). Det pædagogisk interessante er, at man konkurrerer med teams á tre elever. Kernen er, at eleverne kan tænke naturvidenskabeligt, og at de laver eksperimentelt arbejde. Den naturvidenskabelige metode er således i fokus. Hvert land må deltage med to hold á tre elever, som udvælges af skolen. Her var vi så heldige at deltage med et hold fra Hasseris Gymnasium.

Hvordan gik det?
Vi fik bronze, og det var vi glade for, men vi var mindst lige så glade for bare at have deltaget, for en væsentlig del af olympiaden var netop det sociale aspekt. Også som lærer havde jeg glæde af det sociale. Jeg fik skabt kontakter til lærere i andre lande. Der var i det hele taget mange sociale aktiviteter, og det var spændende. Ikke mindst eleverne havde stor glæde af at møde elever fra andre lande, for de deltagende elever delte interessen for naturvidenskab, uanset hvilket land de kom fra. Arbejdet er spændende, og det øger det faglige engagement.

Hvorfor har I deltaget?
Det var kun anden gang, Danmark deltog. Der har tidligere ikke været nogen egentlig organisering af holdudvælgelsen, men nu er der nedsat en dansk styregruppe bestående af tre personer, og jeg er selv med i denne styregruppe. Vi er i fuld gang med at planlægge de danske semifinaler og finaler, og her kvalificerer man sig til deltagelsei den europæiske science-olympiade. Gymnasierne melder sig bare til, og så organiserer styregruppen semifinale og finale og sluttelig rejsen for de to vindende hold. Det er således styregruppen, der rejser med eleverne. I år foregår olympiaden i Stockholm.

Opdateret: 23. marts 2010