Gymnasieforløbet

Undervisningen i gymnasiet består af et grundforløb på ½ år og et studieretningsforløb på 2½ år.

Ved tilmeldingen skal du angive, hvilken studieretning du ønsker at følge. Du træffer dog først dit endelige valg i løbet af det første halve år. Gymnasiet opretter hold i overensstemmelse med de foreløbige ønsker. En ændring af dit valg medfører, at du flyttes over på et andet hold.

I praksis er det meget få, der skifter studieretning, men muligheden eksisterer.

Gymnasiets fagrække består af fag på A-, B- og C-niveau (hvor A-niveauet er det højeste).

Du skal have mindst 4 fag på A-niveau, normalt 3 fag på B-niveau og normalt 7 fag på C-niveau. Hvis du vælger flere fag på højere niveau end krævet, udgår der fag på lavere niveau.

Der skelnes mellem obligatoriske fag, studieretningsfag og valgfag.

Obligatoriske fag

Du skal have følgende fag uanset valg af studieretning: dansk (A-niveau), historie (A-niveau), engelsk (mindst B-niveau), fysik, idræt, matematik, oldtidskundskab, religion og samfundsfag (de sidste 6 fag på mindst C-niveau).

Herudover skal du have 2 naturvidenskabelige fag på mindst C-niveau (biologi, kemi eller naturgeografi), og ét af disse 3 fag eller fysik skal være på mindst B-niveau.

Du skal også have et fortsættersprog på B-niveau eller et begyndersprog på A-niveau.

Endelig skal du vælge et kunstnerisk fag på mindst C-niveau (billedkunst, drama eller musik).

Studieretning

Ved valg af studieretning vælger du 2–3 fag, som du specielt skal beskæftige dig med, og som toner studieretningen i enten naturvidenskabelig, samfundsfaglig, sproglig eller kreativ retning.

Hasseris Gymnasium tilbyder en række forskellige studieretninger, som oprettes i det omfang der er tilstrækkeligt med elever, som vælger den pågældende studieretning.

Skulle den studieretning, som du ønsker, ikke blive oprettet, vil vi rådgive dig, så du gennem studieretning og valgfag kommer så tæt på dine ønsker som muligt.

Valgfag

Foruden valg af studieretning skal du vælge et eller flere valgfag. I beskrivelsen af studieretningerne kan du se, hvor mange valgmuligheder der er til rådighed, og du kan se, om der er særlige krav til niveau i valgfag for at sammensætte en studentereksamen.

Ønsker du et fag på et bestemt niveau, som du ikke kan få i en studieretning – måske fordi den ikke bliver oprettet – kan du ofte få dit fagønske opfyldt som valgfag. Når 10 elever har ønsket et valgfag, oprettes det.

OBS: Det er vigtigt at bemærke, at det er i stamklassen, at undervisningen i obligatoriske fag og i studieretningsfagene foregår, mens der bliver undervist i valgfagene på hold på tværs af klasserne.

Når du ansøger om optagelse skal du foretage 3 valg:

Studieretning

Du skal tilkendegive, hvilken studeretning du forventer at vælge efter grundforløbet (men det endelige valg skal først foretages i december).

2. fremmedsprog

Du skal vælge fransk eller tysk som fortsættersprog eller fransk, spansk eller tysk som begyndersprog (begyndersprog skal være på A-niveau).

Kunstnerisk fag

Du skal vælge om du det første år vil have billedkunst C, dramatik C eller musik C. Hvis et af disse fag indgår i studieretningen, har du ikke dette valg (gælder kun Musisk-kreative studieretninger).

Opdateret: 1. december 2011