En samtale med skolens rektor 1979–2002

Samtale med tidligere rektor Anders Nygaard Andersen
ved Johan Schlichtkrull og Bent Trangbæk.

Interviewet blev foretaget i forbindelse med udgivelsen af skolens 25 års-jubilæumsskrift i 1995.

En stille stund på rektors kontor. Uden for vinduerne svæver skyerne hen over de endnu ikke bebyggede marker, og inden døre svæver røgen fra rektors pibe gennem rummet. I et askebæger ligger endnu en pibe og holder en tiltrængt pause, men hvor længe?

  • Når du ser tilbage på skolens liv og virke i de 16 år du har været rektor, er der så noget du i særlig grad er glad for?

At rygeforbudet ikke har været totalt! På den anden side har det også glædet mig, at det lykkedes os at få etableret en rygeordning, der gør, at både rygere og ikke-rygere kan være her. Men lad os nu se hvad fremtiden bringer; man truer jo med totalforbud i offentlige lokaler. Så må vi jo gå udenfor og ryge…

Og lidt mere seriøst: Det jeg nok føler den største glæde over er, at vi trods rygterne om vores død i begyndelsen af 80’erne lever i bedste velgående. Der er sket det siden dengang, at vi i stedet for at føle at vi havde en trussel hængende over hovedet, nu kan tage det roligt og sige: det bliver ikke i vores tid. Jeg tror skolen her holder lige så længe som bygningerne, og de er solide. I mange år har vi nu kunnet bruge kræfterne på at hæve gymnasiet til et højt, solidt fagligt niveau frem for at skulle kæmpe mod spøgelser.

  • Er der mere du er glad for?

At det er lykkedes at fastholde denne skole som en velholdt skole, på trods af at pengene ikke sidder løst i Amtet. Det kan kun skyldes, at vi værner om skolen, både elever og lærere.

Det er også muligt, at bygningen i kraft af sin renhed ligesom stiller et skjold op for sig selv, der gør, at man passer på den. Samtidig betyder alle planterne rundt om i bygningen meget. De bløder de sort-hvide kontraster op og er med til at gøre skolen levende.

Og så glæder jeg mig over, at det er lykkedes at etablere Hasseris Gymnasium med et ry i området som en velfungerende, fagligt solid skole. Der står respekt om det arbejde vi laver. Det kan vi også se af den sidste undersøgelse af miljøet. Der er bred tilfredshed i forældrekredsen med den skole deres børn går på, og også blandt eleverne. Det gælder både med hensyn til det faglige og det sociale.

  • Synes du der er sket en ændring med hensyn til hvordan vi behandler f.eks. emnedage, temadage, tværfaglige forløb?

For 10–15 år siden var vi nok mere tilbøjelige til at sige: nu fyrer vi det af, og så får vi se hvordan det går. I dag er vores indsats – det gælder både lærere og elever – præget af, at vi vil være sikre på at lande på benene. Hvis vi investerer tid og kræfter i et projekt, skal der også komme et udbytte ud af det. Lærerne kan desuden føle presset fra den nye gymnasieordning, så hvis der går timer fra deres fag til disse forløb, vil man gerne have vished for, at de timer er givet godt ud.

Vi har fået en vis erfaring, og den gør vi brug af.

  • Er der på den anden side en fare for, at vi går hen og bliver mere grå, mindre udfarende?

Det tror jeg aldrig kommer til at overgå Hasseris Gymnasium. Der ligger et latent oprør mod, at det hele bare skal køre derudaf. Og selvom lærerne bliver ældre, så har vi altså stadigvæk eleverne til at udfordre os. Desuden får vi da heldigvis nye kolleger indimellem.

  • Er der noget du kunne ønske anderledes?

Hvad angår gymnasieskolen som helhed, så ville jeg ønske, at der stod noget mere respekt om det seriøse og betydningsfulde arbejde lærerne laver. Vi får en trediedel af samfundets unge gennem vores institutioner, og det vi præsterer har en stor virkning på den efterfølgende generation. Den status lærerne havde tidligere som dem der var med til at opdrage den kommende generation, den har de ikke i dag. Men de gør det. Og der må samfundet til at sadle om, hvis vi fortsat skal ha‘ nogle ordentlige gymnasielærere. Samfundets holdning smitter af i rekrutteringsfasen, og på lærernes arbejdsglæde. Hvis skolerne ikke respekteres, har de heller ikke megen selvrespekt.

Og her kommer vores seneste arbejdstidsaftale ind i billedet. Man tæller og tæller timer, og det er efterhånden vigtigere end at få konstateret hvad der egentlig er lavet af arbejde i de timer. Den minut-nøjagtighed vi er nået ned på hvad angår arbejdstid er dræbende for mange initiativer i gymnasieskolen. Mit ønske er, at vi får en anden arbejdstidsaftale, som er betydelig smidigere.

  • Er der andet du kunne ønske anderledes?

Jeg kunne også ønske mig, at vores elevgruppe var mere engageret på det elevdemokratiske område. Det hænger sammen med den nye gymnasieordning, som kræver meget af eleverne; de bruger megen energi på at passe deres skole. Desuden vil de gerne have en pæn levestandard, og så bruger de energi på at tjene penge. Der er ikke ressourcer til elevrådsarbejde.

  • Man har talt om en anderledes elevkarakter i dag sammenlignet med tidligere.

Det tror jeg også godt man kan konstatere.

  • Mere dydige?

Forstået på den måde, at der ikke er et latent oprør i dem. De tager mere imod, er mere tilbøjelige til at acceptere, at sådan er det nu engang. Ellers er de ikke blevet mere ’dydige‘. De retter sig bestemt ikke mere efter pålæg end tidligere elever har gjort. Meget lader de gå hen over hovedet på sig – det er de andre det vedkommer.

I dag skal man virkelig træde eleverne over tæerne, før de gør oprør. For 15 år siden var der nogle markante typer, som stillede med en mening og et krav, og som hvis de fik et nej gik ud for at få folk med sig. I dag bruges megen energi som sagt på det faglige – mange elever har behov for gode karakterer, og det prioriterer de højere end at få markeret sig.

  • Har Hasseris Gymnasium et særpræg?

Der er en vis selvsikkerhed over skolen – vi tør godt have vores meninger, tør selv gøre nogle ting. Vi hviler i os selv, og det giver sig udtryk i, at vi har et meget godt arbejdsklima. Ikke fordi vi er en specielt homogen skole – der er stor spændvidde både blandt elever og lærere – men den præges af et seriøst arbejdsklima, hvor der også er plads til sociale begivenheder, og social hensyntagen. Der er et lærerkollegium hvor man kan snakke sammen, og det smitter af på eleverne. De kommer fint ud af det med hinanden på tværs af årgange og andre skel. Der er god forbindelse mellem de forskellige dele af skolen. Her spiller musiklivet en stor rolle. Arbejdet med en stor musical kan binde elever fra alle klassetrin sammen i arbejdet mod et fælles mål.

  • Lad os prøve at se frem mod de næste 25 år – hvad kunne du ønske dig?

Et roligt generationsskifte! At det vil ske i en rimelig rytme; det tror jeg skolen har bedst af. Ved en voldsom udskiftning af lærerkollegiet risikerer man en opdeling i skarpt adskilte grupper, hvoraf nogle måske opfatter sig som ’progressive’ og de andre som det modsatte. Hvis man derimod hvert år er i stand til at kanalisere nogle nye lærere ind, som så kan leve sig ind i hvad Hasseris Gymnasium er, hvad vi er bygget op af, så vil det være en fordel. Vi har 25 år på bagen; det har givet os nogle erfaringer og nogle traditioner.

  • Er traditionerne vigtige?

En skole uden traditioner er ikke en skole. Der skal være nogle ting som er tilbagevendende, noget som man kan genkende skolen på.

  • Flere gode ønsker?

At vores fløj med fysik, kemi og musik bliver udbygget og gjort tidssvarende. Som vores gymnasium er skruet sammen, er vi klemt i vores laboratorieafdeling, og vores musiklokaler ligger ikke ideelt.

Og lærerværelset er heller ikke tidssvarende. Lærerne er stuvet sammen på alt for lidt plads, og de faciliteter der er til rådighed er slet ikke i overensstemmelse med de krav der stilles til lærerne, som i dag i langt højere grad har behov for at kunne arbejde på skolen.

Og med disse rektorale ønsker, med deres vidtrækkende hensyntagen til kemilærernes hørelse og musiklærernes lugtesans, sluttede samtalen.

Opdateret: 28. august 2010