En meningsløs begivenhed d. 3. marts 2006

Foto: Jørgen R. Rømer

Fredag aften d. 3. marts 2006 blev en elev på skolen, Cecilie Kajus Næblerød, 3a, dræbt. Drabet fandt sted ved 20.30-tiden, mens eleverne var på vej ind til gymnasiets fastelavnsfest. Drabsmanden havde ingen tilknytning til skolen. To elever blev såret af drabsmanden.

Det lykkedes en pedel at afvæbne drabsmanden, men desværre for sent til at redde Cecilies liv. Mange elever var vidne til drabet og troede i første omgang at der var tale om en »fastelavnshappening«.

Af hensyn til efterforskningen på drabsstedet, afhøring af vidner og med henblik på krisehjælp blev de ca. 200 festdeltagere henvist til festsalen, hvor de måtte vente ca. 2 timer, mens politi og redningsfolk skabte klarhed over situationen, en situation der selvfølgelig var stærkt belastende for eleverne pga. uvisheden om deres kammeraters skæbne.

Skolen inviterede alle elever med forældre til at komme på skolen lørdag d. 4. marts kl. 11. Mange havde medbragt blomster, som blev lagt ved drabsstedet. Rektor Anders Bach Jensen orienterede kort om den tragiske hændelse, og psykolog Preben Aude (Nordjyllands Amts psykologiske rådgivning) vejledte de fremmødte om behovet for at tale sammen om det skete og om mulighederne for psykologhjælp. Efterfølgende mødtes klasserne og deres kontaktlærere og talte om aftenens begivenheder.

Søndag d. 5. marts var skolen åben for alle. Mange lagde blomster og tændte lys for Cecilie. For de elever og forældre der ønskede det, var der mulighed for at få en samtale med en psykolog, en studievejleder eller skolens rektor.

Mandag begyndte skolen til normal tid, kl. 8.15 med at alle mødtes i festsalen til en mindehøjtidelighed for Cecilie. Rektor og to af Ceciles veninder sagde mindeord og viste billeder af Cecilie. Klasserne gik herefter til deres stamklasselokaler med kontaktlærerne for at tale videre om begivenhederne. I løbet af 2. lektion kom psykologer rundt i klasserne for at orientere om hvordan man behandler kriser. Der blev udleveret papirer med gode råd til at takle disse på kort og lidt længere sigt. Eleverne havde mulighed for at tale med de indkaldte krisepsykologer. De der reddede liv fredag aften blev belønnet af politiet.

Tirsdag begyndte til normal tid. Elever der ønskede det kom til at tale med krisepsykologerne. Der blev lagt flere blomster og tændt lys og mange elever stod kort ved stedet. Tilværelsen begyndte at gå sin næsten vanlige gang i centralgarderoben med gruppearbejde, snak osv. I klasserne tog samtale om begivenhederne fredag stadig nogen tid.

Onsdag blev en næsten normal skoledag. Der blev stadig tændt lys og lagt blomster. Mange elever var i løbet af dagen forbi stedet for at læse kortene ved blomsterne og tænke på Cecilie.

Cecilie blev d. 9. marts 2006 bisat fra Budolfi Kirke, der var fyldt med blomster, familie, venner og kammerater. Præsten talte om Cecilie som vi har mistet ved det meningsløse drab, om tro, håb og kærlighed og om at vi alle nu skal leve og bruge livet. Salmerne var »Se, nu stiger solen af havets skød«, »Ingen er så tryg i fare« og »Altid frejdig, når du går«.

Fredag blev alle blomster fra drabsstedet lagt på Cecilies grav.

Cecilie Kajus Næblerød

Foto: Jørgen R. Rømer

Opdateret: 28. august 2010