Hvorfor er noter så vigtige i alle opgaver?

Tålmodighed eller Ærlighed?

I den danske geolog Asger Bertelsens bog »Rejsen til den blå sø«, side 168–170, der handler om udforskningen af Himalayabjergkæden, skriver han en lille moralsk historie fra det virkelige liv, der bl.a. viser hvorfor korrekte litteraturhenvisninger/noter er så vigtige i alle former for skriftlige arbejder.

»Hvad er vigtigst? Jeg har et par gange nævnt, at tålmodighed er videnskabsmandens vigtigste dyd; ærlighed kun den næstvigtigste. Det postulat må jeg nok hellere tage i mig igen, for jeg er kommet i tanke om en bedrøvelig historie, hvis udgang klart viser, at ærlighed er vigtigst. Historien foregår tilmed i de egne, 3. DECA besøgte i Himalaya.

Det, at en forsker mister tålmodigheden, er langt fra så alvorligt, som hvis han fristes til at træde ved siden af ærlighedens sti.

Alt tyder på, at dette sidste er sket en gang i nyere tid i forbindelse med den geologiske udforskning af Himalaya, og at den person, som trådte ved siden af, gjorde det effektivt og længe. Men eftersom den pågældende persons påståede forsyndelser ikke falder ind under indisk kriminallovgivning, er «sagen» aldrig kommet for retten. Den formodede «synder» er stadig professor ved Universitetet i Chandigarh, hvor jeg forøvrigt traf ham under et videnskabeligt seminar i 1974, inden jeg rejste op gennem Kuludalen til Rotangpasset i Hovedkæden.

Det er svært at tro, at denne smilende, lidt trinde og foretagsomme herre igennem mange år har kunnet tage den internationale fagkundskab så grundigt ved næsen, som hans anklagere pastår, han har gjort det.

Enkelte af hans yngre indiske medarbejdere satte i 70’erne og 80’erne forsigtige spørgsmålstegn ved rigtigheden af nogle af de «resultater», han flittigt publicerede, men ingen hæftede sig videre ved det. «De unge» er jo tit så fremfusende og selvhævdende. Mange af de afhandlinger, hvis indhold senere blev draget i tvivl, havde ydermere højt ansete udenlandske forskere som medforfattere.

«Sagen» om «bevidst videnskabelig svindel» blev først til en sag, da en australsk palæontolog og flere udenlandske forskere, deriblandt også tidligere medforfattere, i 1989–1990 offentliggjorde flere stærkt kritiske artikler i de internationals højt estimerede tidskrifter «Nature» og «Science» og i Indiens mest ærværdige geologiske tidsskrift, «Journal of the Geological Society of India». Her fremsættes en lang række detaljerede og velunderbyggede beskyldninger mod professoren i Chandigarh. Han anklages for at have «lånt» fossiler under sine besøg ved forskellige udenlandske museer og for at have misbrugt tilsendte samlinger, som skulle have været anvendt i undervisningen.

Ifølge kritikerne dukkede disse forsteninger senere på mystisk vis op på forskellige, oftest ikke særlig præcist angivne, lokaliteter under professorens rejser i Himalaya, og fundene blev publiceret under foregivende af, at fossilerne virkelig var fundet, «plukket ud af klipperne», på de nævnte lokaliteter.

Anklagerne påviste, at denne bevidste og systematiske forfalskning af data havde stået på i 25 år, og derfor grundigt havde inficeret store dele af den videnskabelige litteratur fra Himalaya, eftersom andre forfattere i god tro havde bygget videre på de «forurenede» data. Det blev tilmed dokumenteret, at «den anklagede» havde kopieret afbildninger af fossiler fra tavlerne i gamle værker, som handlede om helt andre egne på Jorden, for at bruge dem til illustration af sine «nye fossilfund» fra Himalaya.

Denne «sag» er en sørgelig historie; det er ikke lykkedes den anklagede på overbevisende måde at tilbagevise beskyldningeme. Han snakker mest udenom. De mangelfulde lokalitetsangivelser begrundes med militære hemmeligheder, og de påståede falsknerier søges latterliggjort; dem ville de mange velrenomerede udenlandske medforfattere da for længst have opdaget. Der er bare det aber dabei, at disse udenlandske specialister ikke var med i felten, da forsteningerne blev fundet… eller listet op af lommen.

Det er næppe uden grund, at redaktøren for journal of the Geological Society of India anvender overskrifter som «Mørke skyer over indisk palaæntologi» («Indian Palaeontology Under a Cloud» og «Passivitet efter Himalaya skandalen» («Inaction on a Himalayan Scandal».

«Sagen» er aldrig blevet rigtigt afsluttet, men jeg vil anbefale alle. som vil læse mere om Himalays geologi, at se helt bort fra, hvad der står i de afhandlinger, som den anklagede, professor Cupta, er forfatter eller medforfatter til. Dertil kommer, at der også må sættes et stort spørgsmålstegn ved de mange andre afhandlinger, hvor hans resultater er citeret og anvendt i god tro. Det gør det ikke lettere. at der er flere geologer, der hedder Cupta.

Men kun én med fornavnene Viswa Jit… V.J.Gupta.

At lægge falske spor ud og afgive falsk forklaring er strafbart, når det falder ind under kriminallovgivningen; forbryder en forsker sig mod videnskabelig etik og moral, mister han tilsyneladende hverken sin stilling eller berøves sin frihed, «kun» sin troværdighed og fagfællernes respekt. Moralen er, at ærlighed er vigtigere end tålmodighed.

Selvom denne sørgelige historie viser, at der kan gå længe, alt for længe, inden en begrundet mistanke om svindel opstår, kan det absolut ikke tilrådes at prøve at lege «bugtaler» og få stenene til at tale usandt.«

Asger Bertelsen, »Rejsen til den blå sø« Gad 1998, side 168–170.

Opdateret: 26. marts 2011