Metode i religion

Advarsel

Husk at teori eller metode er godt – men praksis er bedre.

Det nytter ikke med et flot teoriafsnit, hvis du i din analyse/problembehandling i AT-synopsen og AT-præsentationen ikke kan demonstrere at du har/kan anvendt teorierne/metoderne i praksis.

Metode i religion

Religion betragtes som hjemmehørende i to hovedområder: humanvidenskab (se punkt A) og samfundsvidenskab (se punkt B). I nogle sammenhænge optræder religion som et humanvidenskabeligt (= humanistisk) fag, mens faget i andre sammenhænge repræsenterer det samfundsvidenskabelige – alt sammen afhængigt af, hvilke fag religion samarbejder med i et AT-forløb, hvor forskellige hovedområder skal være repræsenteret.

A. Religion hører dog primært hjemme i det humanvidenskabelige hovedområde, hvis særlige metode er analyse (at dele op), fortolkning (at samle op til en helhedsforståelse) og perspektivering.

Analyse og fortolkning
I religion er udgangspunktet arbejdet med tekster (i videste forstand), dvs. analyse ved hjælp af religionsfaglige begreber, fortolkning og perspektivering af teksters indhold og budskab. I arbejdet med religion er det et meget afgørende spørgsmål, om man ser den pågældende religion eller tekst indefra eller udefra, og man skal have blik for begge synsvinkler. Som tilhørende en bestemt religion og/eller forkynder af en bestemt religion har man naturligt en indefra-tolkning, med andre ord en subjektiv synsvinkel. I religionsfaget er grundholdningen, at religionerne altid ses udefra, dvs. der anlægges en neutral synsvinkel.

Analysen er den primære undersøgelse af teksten og dens enkeltdele. Fortolkningen er fremsættelse af en teori om, hvad der er tekstens mening. Der kan være glidende over-gange mellem analyse og fortolkning, og de supplerer hinanden. Derfor kan man ofte tale om analyse og fortolkning i samme åndedrag.

En forudsætning for analyse af en tekst er en baggrundsviden i terminologien, dvs. fagets specielle sprog og begreber (fx kaos-kosmos, myte-rite, gudsopfattelse, menneskesyn) og i tekstens historicitet (fx personer, tid og sted).

Herudover er en kritisk analytisk sans, hvor læseren stiller sig spørgende over for teksten, vigtig for at komme til bunds i teksten.

For at forstå en tekst er det nødvendigt at læse den flere gange – der er med andre ord tale om en cirkelproces, hvor man igen og igen vender tilbage til udgangspunktet og starter forfra, men med nye forudsætninger. Ud fra det græske ord for »at fortolke«
»hermeneuein« har man dannet udtrykket den hermeneutiske cirkel.
Der ligger flere ting i den hermeneutiske cirkel, men de hænger nøje sammen:

  • Helheden forstås ud fra enkeltdelene og enkeltdelene ud fra helheden.

Det er bl.a. det, der gør sig gældende, når flere aktive gennemlæsninger er nødvendige for at forstå en tekst. I løbet af de forskellige gennemlæsninger undersøger man detaljerne i teksten. Derved kommer man til at se teksten som helhed i et nyt lys, og således får man øjnene op for, at der er flere detaljer, der skal undersøges. Og sådan bliver det ved. Er teksten svær og indholdsrig, kan det være nødvendigt at læse den mange gange (at læse frem og tilbage i teksten).

  • Man forstår teksten ud fra den forforståelse, man har.

Forforståelse vil sige, at man som læser ikke nærmer sig teksten helt forudsætnings-løst: Man har en bagage af viden, fordomme og forståelse, som man møder teksten med. I løbet af arbejdet med teksten reviderer man denne forforståelse og når frem til en ny forståelse. Også denne proces kan gentage sig ved flere gennemlæsninger.

  • Man forstår teksten ud fra de spørgsmål, man stiller til den.

Dette spørgsmål er nært beslægtet med punktet om forforståelse: Man har en bestemt forventning om, hvad det er for spørgsmål, teksten kan give svar på, og man opdager måske slet ikke det, den siger om andre. Måske er teksten god til at give svar på nogle spørgsmål, men kan ikke sige noget meningsfuldt om andre.

I stedet for at tale om den hermeneutiske cirkel kunne man også tale om den hermeneutiske spiral. Hermed tydeliggøres, at nok er der tale om en cirkelbevægelse, men det er en bevægelse, der fører frem til større forståelse med hver cirkelbevægelse (se figur).

Figur: Den hermeneutiske spiral

Kilde: Primus, Systime side 64

Altså: For at opnå forståelse skal man fortolke. For at kunne fortolke bruger man sin forforståelse, som man tidligere har erhvervet ved hjælp af fortolkning, som man har foretaget på baggrund af sin forforståelse, som man… og sådan kan man blive ved.

Perspektivering:
Teksten gøres til genstand for debat og sættes ind i en større sammenhæng, dvs. at der
perspektiveres til den religion, teksten tilhører og til andre religioner og emneområder – set i et historisk og aktuelt perspektiv.

Læs mere i:
Allan Poulsen: Religionsfagets metoder (i Religion og kultur – en grundbog af Esben Andreasen og Allan Poulsen (red.). systime 2006) – som ovenstående er inspireret af.

B. Religion kan som anført oven for også repræsentere det samfundsvidenskabelige hovedområde. Emner kan fx være religionssociologiske som kulturmøder, sekularisering eller sociale aspekter af den pågældende religion. Her vil den humanistiske metode ofte anvendes i samspil med samfundsvidenskabelige metoder, som kan være kvantitativ og kvalitativ analyse.

(Der henvises til Metode i samfundsfag).

Opdateret: 27. oktober 2010