Metode i oldtidskundskab

Advarsel

Husk at teori eller metode er godt – men praksis er bedre.

Det nytter ikke med et flot teoriafsnit, hvis du i din analyse/problembehandling i AT-synopsen og AT-præsentationen ikke kan demonstrere at du har/kan anvendt teorierne/metoderne i praksis.

Metode i oldtidskundskab

Oldtidskundskab er et humanistisk fag og rummer både litterære, historiske, filosofiske og kunsthistoriske elementer. Den grundlæggende metode i oldtidskundskab er analyse, fortolkning og perspektivering, da faget hører under humanvidenskaberne og er et tekstlæsningsfag. For at uddybe forståelsen af analyse, fortolkning og perspektivering kan man anvende mere specifikke litterære metoder. Herudover er den historiske metode også meget central og vil kort blive nævnt her, men se historiefagets metode for uddybning.

De litterære metoder, som går tættest på teksten er de formalistiske metoder, nemlig den nykritiske metode og den strukturalistiske metode. Som ordet formalistisk antyder, har disse metoder meget fokus på formen og ikke så meget på indholdet.

Nykritisk metode anvender nærlæsning (close-reading) og ser teksten som autonom, dvs. uden referencer til omverdenen. Det er en meget lukket metode, men ikke desto mindre er den meget vigtig i åbningen af en tekst. Hvis du tænker på at læse tekster, som du læser et digt, vil du få en idé om, hvordan man anvender den nykritiske metode. Du skal give teksten OPMÆRKSOMHED.

Den strukturalistiske metode tager udgangspunkt i folkeeventyrets form, som er meget stram. Den arbejder derfor med forskellige modeller så som kontraktmodellen, aktantmodellen, antitetiske strukturer (modsætninger) og ringkompositionen (hjem-ude-hjemme). Denne metode kan være meget brugbar på mange andre tekster, end lige præcis folkeeventyr. Eksempelvis er folkeeventyret stærkt inspireret af epos-genren og det vil derfor være åbenlyst at finde strukturalistiske elementer i Iliaden og Odyssèen.

Hvis vi åbner lidt mere op for teksten, kan vi får nogle bredere analysemetoder i spil, bl.a. psykoanalysen. Til denne metode anvendes primært Freuds personlighedsmodel (ægget), samt forsvarsmekanismerne, og den vil derfor have mere fokus på personerne eller miljøet i teksterne. I et mytologisk samspil, vil denne metode fint kunne anvendes i oldtidskundskab.

En anden metode kunne være den filosofiske metode, der tager afsæt i forskellige filosofiske retninger som eksempelvis eksistentialismen (Kierkegaard, Nietzsche, Sartre og Camus) eller idealismen (Platon) og så er vi igen tilbage ved oldtidskundskab. Kierkegaard kan evt. bruges i en analyse af Prins Paris, hvor man kunne placere ham i de forskellige stadier ud fra de valg han tager. Tænk bare på, at han vælger »Den skønneste kvinde« (er han æstetiker?) frem for magt, berømmelse og visdom.

En tredje metode, som er mere bred, er den ideologikritiske metode, som oprindeligt stammer fra samfundsfag, men som også kan anvendes i oldtidskundskab ved tekster, som har en samfundskritisk dagsorden. Det kunne bl.a. være at se på de ideologikritiske elementer hos Platon og her kunne man perspektivere til Holberg, H.C. Andersen, Pontoppidan, Martin Andersen Nexø, Rifbjerg, Strunge, samt mange, mange flere. I denne metode sætter man værket ind i en samfundsmæssig og historisk kontekst, for herigennem at se på hvilken samfundsopfattelse værket giver udtryk for.

En meget enkel metode, vi vil nævne her, er den komparative metode, som handler om at sammenligne en given tekst med en anden tekst eller lign. På denne måde kan særlige karakteristiske træk evt. fremhæves. I en komparativ analyse er det vigtigt, at man både ser på ligheder og forskelle, da der på begge fronter kan være interessante elementer. Denne metode kan også være en del af en perspektivering, som er vigtig, når man evt. ønsker at inddrage litteraturhistoriske tendenser.

En metode, der sætter teksten i spil på samtlige planer, er den hermeneutiske metode. Ordet hermeneutik stammer fra græsk og betyder ‘fortolke’. Denne metode tager derfor umiddelbart fat om fortolkningsdelen og perspektiveringen. Fortolkningen er dog yderst afhængig af en grundig og skarp analyse, da det som nævnt gør det ud for bevismaterialet i forhold til fortolkningen.

Når vi møder en tekst er vi ikke nyfødte, men vi har en forforståelse. Vi forstår med andre ord et værk ud fra vores bevidsthed dvs. vores viden, følelser, holdninger og forventninger.

Vores møde med værket påvirker vores bevidsthed og vi sammenligner forforståelsen med det vi læser, herefter redigerer vi vores forforståelse og læser mere. Endnu en gang ændres vores forståelse, etc. Selve processen, hvor man bevæger sig fra del til helhed og tilbage igen kaldes den hermeneutiske cirkel.

Når man vender tilbage igen og igen, skabes der en udvidet helhedsforståelse. Denne proces er dynamisk og i princippet uendelig. Man kalder denne proces den hermeneutiske spiral.

Man kan også beskrive processen således, at man på grundlag af sin forståelse af de enkelte elementer i den første læsning af teksten, udkaster en hypotese om, hvad der er tekstens helhedsmening eller tema. Læser man videre, vil man måske opdage, at den første hypotese må afløses af endnu en hypotese. I tolkningen af en tekst må man altså altid gå hypotetisk-deduktivt til værks. Man fremsætter en hypotese om teksten og efterprøver den ved at se, hvordan dens konsekvenser passer med de forskellige detaljer i teksten, nemlig analysen. Herefter kan det blive nødvendig med en nyfortolkning af værket. Således foregår tekstarbejdet på en måde, hvor du, for at forstå den enkelte tekst, først tilegner dig en baggrundsviden, herefter analyserer du teksten kritisk analytisk og anvender hertil relevant baggrundsstof. D.v.s. at du for at forstå teksten eksempelvis må have indsigt i tekstens gudsforestillinger, menneskesyn, livssyn og etik. Endelig vil analysen lægge op til en fortolkning og perspektivering, hvor teksten forstås på et højere niveau.

Har man fokus på de historiske elementer i antikken er det selvfølgelig primært den historiske metode, der er i fokus. Med den historiske undersøgelse ønsker man at beskrive karakteristiske tilstande/udviklingslinjer, samt forklare årsagerne til disse tilstande/udviklingslinjer. Herefter uddyber man, hvilken betydning disse tilstande får på både kort og lag sigt.

I den historiske analyse er det vigtigt at beskrive kilderne og forholde sig kritisk til disse. Virker de troværdig? Man skal i en kildekritisk tilgang se på afsender, indhold, modtager og på hvor anvendelig kilden er. Læs mere uddybende om den historiske metode under historie.

Link til metode i oldtidskundskab
www.at.systime.dk/centrale-videnskabsteoretikere/hans-georg-gadamer-1900--2002/gadamers-hermeneutiske-cirkel.html

Opdateret: 1. marts 2011