Metode i musik

Faglig metode i musik

Fagområde og genstandsfelt
Musikfaget hører under humaniora, fordi musik som andre humanistiske fag er et fortolkningsfag. Det vil sige, at vi i musik tolker på menneskeskabte, kulturelle fænomener såsom udsagn, genstande og sociale relationer. Helt konkret arbejder vi i musik med analyse og fortolkning af noder, lydoptagelser, tekster, billeder, musikvideoer, interviews, dvs. både musikken selv (i klingende og/eller nodenoteret form) og andre kulturelle fænomener, der kan belyse musikkens position og funktion i kulturen og samfundet. Musikfaget beskæftiger sig med alle typer musik: den klassiske kompositionsmusik, populærmusik samt etnisk musik/folkemusik.

En ligeså væsentlig del af musikfaget som den musikalske analyse og fortolkning er den praktiske musikudøvelse, hvor vi imiterer eller fortolker musik med stemmer og instrumenter.

Metode i musik
Grundlæggende i fagets metode er den detaljerede analyse af musikken, uden hvilken man ikke kan opnå en sikker vurdering og fortolkning af musikkens udsagn og betydning. Den musikalske analyse står derfor centralt for faget. Vi kan skelne mellem analyse af musikinterne og musikeksterne forhold:

Musikinternt (dvs. vedrørende musikken selv) benytter vi auditiv (lyttebaseret) analyse og/eller nodebaseret analyse til at undersøge:
– Instrumenter og sound
– Harmonik og tonalitet
– Melodik, tonalt materiale og tematik
– Rytmik og groove
– Form og arrangement
– Musikalsk udtryk (vokalt / instrumentalt)

Musikeksternt (dvs. vedrørende alt det, der sætter rammen for musikken) kigger vi på samtidige kilder for at se på værket i et samfundsmæssigt og historisk lys: hvad var/er de samfundsmæssige forhold for musikere og musikudøvere, hvordan var samfundets magtforhold, hvad var musikkens rolle og funktion i dens tid, hvordan blev den modtaget osv.

Musikfagets metoder i et videnskabsteoretisk perspektiv
I den musikalske analyse anvender musikfaget således en positivistisk tilgang til at afdække musikkens ‘hvordan’:
– hvilke harmoniske sammenhænge, hvilke skalaer, hvilket tematisk materiale, hvilke formtyper, hvilken instrumentation osv.,
Dette kan vise nogle karakteristiske stiltræk i musikken og således placere den i en stilhistorisk udvikling: hvilken type musik kom før, hvilken efter, hvorledes forholder dette værk sig til samtidige og forudgående værker, alt sammen baseret på musikinterne forhold.

Men musikfaget anvender også en hermeneutisk, fortolkende tilgang til at afdække musikkens ‘hvorfor’:
– hvilket udtryk har musikken (hvilket må basere sig på en personlig fortolkning og opfattelse)?

– hvilken sammenhæng er der mellem tekst og musik samt evt. visuel præsentation af band (billedmateriale, musikvideo, liveoptræden)?

– hvorfor har musikken dette udtryk på dette tidspunkt (overvejelser over samfundsmæssige og/eller personlige indvirkninger men også stilhistorisk indplacering)?

– hvilken effekt har musikken i den sociale funktion, den udfylder (overvejelser over musikkens samfundsmæssige rolle, bl.a. økonomiske og sociale forhold omkring musikken)?

Disse problemstillinger søger at sammenkoble analysen af de musikinterne forhold (»musikken selv«) med en fortolkning, der inddrager musikeksterne forhold for på den måde at opnå en helhedsvurdering af musikken.

(Kilde: Nicolai Glahder)

Opdateret: 1. juni 2010