Metode i latin

METODE i LATIN

Latin er et sprogfag med en stærk historisk dimension. I faget arbejdes der både med litterære tekster og med historiske tekster, f.eks. et kærlighedsdigt af Catul over for en skildring af et slag fra Cæsars gallerkrige. I begge tilfælde er målet med tekstlæsningen at opnå en større indsigt i kulturelle, historiske og samfundsmæssige forhold i Romerriget.

Når man arbejder metodisk med en historisk tekst som kilde, er man opmærksom på, om kilden er troværdig: Man sammenligner den med andre kilder, før man opstiller teorier og drager konklusioner om fortiden ud fra det til rådighed værende materiale.

For litterære teksters vedkommende består arbejdet – ud fra en kortlægning af tekstens struktur – i en personkarakteristik, naturbeskrivelser, filosofiske og religiøse udredninger m.m.

Samlet set er latin – lige som oldtidskundskab – et fag inden for humanvidenskaberne, hvis særlig metode er analyse, fortolkning og perspektivering.

Arbejdet med den enkelte tekst er præget af den såkaldte hermeneutiske metode: For at forstå en tekst til bunds må man erhverve sig baggrundsviden. Den viden påvirker ens detaljeundersøgelse, der så igen kan komme til at præge helhedsopfattelsen. (Et illustrerende eksempel fra oversættelsesarbejdet: Når man slår en latinsk glose op, så er der ofte fire – fem eller flere forskellige oversættelsesmuligheder.Den helt rigtige er afhængig af sammenhængen i den aktuelle tekst. Således er i »det endelige resultat« detaljen og helheden afhængig af hinanden).

Arbejdet slutter med en perspektivering, hvor teksten (eller evt. billedet) sættes ind i en større sammenhæng: Fortidig, samtidig og fremtidig.

Supplerende læsning: Se på Lectio metodebeskrivelserne for tysk, historie og oldtidskundskab.

Opdateret: 5. februar 2011