Idræt

Fagets sider på EMU’en: www.emu.dk/gym/fag/id/

Fagets metode

Idræt B og C

Velkommen til idrætsundervisningen på HG. Vi er et gymnasium med rigtig gode idrætsfaciliteter, da vi ud over fine udearealer også råder over både en gymnastiksal og en hal. Dertil kommer et fitnessrum med både kredsløbsmaskiner og vægte.

Indhold af denne side:

  • Om idræt på C-niveau
  • Om idræt på B-niveau
  • Om frisport på HG
  • Om klasseturnering på HG
  • Om idrætsdagen på HG
  • Om karaktergivningen i idræt
  • Om skader og fritagelse i idræt
  • Om idrætsunderviserne på HG

Om idræt på C-niveau
Faget idræt er et fag, du skal have gennem alle de 3 år, du skal tilbringe på Hasseris Gymnasium. Som alle andre fag kræver idræt en aktiv deltagelse, hvilket betyder, at du skal være omklædt og deltage engageret i undervisningsaktiviteterne.

Faget er et C-niveau fag, og der gives karakter i forhold til din opfyldelse af de faglige mål. Karakteren tæller én. Faget idræt tager udgangspunkt i den fysiske aktivitet og inddrager viden fra de natur- og sundhedsvidenskabelige samt de humanistiske og samfundsvidenskabelige områder. Du skal således opnå/forbedre grundlæggende idrætslige færdigheder inden for boldspil, bevægelse til musik og nye og klassiske idrætter. Desuden skal du kunne kombinere den praktiske idræt med teoretisk viden i relation til et trænings- og sundhedsperspektiv.

I 3g skal du gennemføre et træningsprojekt, hvor du gennem en længere periode skal planlægge og gennemføre et træningsforløb, eksempelvis med det formål at forbedre din kondition. I forlængelse af træningsperioden skal der udarbejdes en kortere skriftlig rapport.

Om idræt på B-niveau
Afhængig af din studieretning og dine andre valgfag kan du vælge at have idræt på B-niveau i 3g. På B-niveau vil der, i forhold til det obligatoriske C-niveau, blive lagt mere vægt på den teoretiske side. Således vil henholdsvis praksis og teori fylde ca. halvdelen hver. Teorien kobles til praksis og dækker områderne anatomi, fysiologi, idrætssociologi og idrætshistorie. Desuden kan nævnes, at B-niveauholdet de sidste par har været på en kortere skiekskursion til Norge.

Om frisport på HG
Frisport har stolte traditioner på HG og er en mulighed for dig, som vil dyrke noget ekstra idræt i din fritid sammen med andre elever på HG. Frisport fungerer på tværs af alder, køn, klasse og ligger i øjeblikket torsdag aften. Der vil altid være en idrætslærer til stede, men valg af aktiviteter tager i høj grad udgangspunkt i jeres ønsker.

Om klasseturnering på HG
Et fast element i skolens hverdag, efter almindelig skoletid, har siden 1986 været klasseturneringen. Turneringen arrangeres af skolens idrætslærere som en del af den frivillige idræt på skolen. Her kæmper alle skolens klasser + lærerne mod hinanden i disciplinerne stafetløb, basketball, indendørsfodbold, volleyball, hockey og badminton. Vil klasserne deltage aktivt i turneringen, skal sammenholdet være godt, og man skal møde op hver gang, der indkaldes til en ny runde. Til den samlede vinder er der en prestigefyldt T-shirt, der bevidner sejren.

Om idrætsdagen på HG
Hvert år i august/september arrangeres der en idrætsdag. Det er en dag, hvor den fysiske aktivitet og det sociale samvær står i centrum. Aktiviteterne starter fra morgenstunden og fortsætter til omkring kl. 15.

Om karaktergivningen i idræt

Idræt er et fag som alle andre i gymnasiet, hvor den eneste forskel er, at du ikke skal til eksamen i obligatorisk idræt (C-niveau). Det centrale i idræt på C-niveau er det fysiske element (vi skal have rørt os). Mere specifikt indeholder faget flere forskellige elementer/discipliner (kondition, idrætsteori, boldspil, dans, atletik etc.), og du vil blive bedømt/evalueret i forhold til disse. Det er altså ikke nok at være god til eksempelvis fodbold for at få en god karakter. Karaktergivningen i idræt tager udgangspunkt i fagets mål og elementer/discipliner og gives ud fra en helhedsvurdering set i forhold til færdigheder, det fysiske element, det teoretiske element samt samarbejdsevner og engagement.

Færdighedsniveau
Her vurderes dine færdigheder (bl.a. tekniske og taktiske) inden for den enkelte idrætslige disciplin, din evne til at arbejde selvstændigt samt din evne til at bruge kroppen behændigt og kreativt. Derudover vurderes du på, om du er i stand til at gøre fremskridt, dvs. at forbedre dig i forhold til det niveau, du startede på.

Det fysiske element
Her vurderes dine fysiske færdigheder i forhold til din kondition, muskelstyrke og muskeludholdenhed. Det fysiske element kan ikke stå alene, men vil ofte være et centralt element i den enkelte disciplin. Du vil altså blive vurderet på din umiddelbare fysiske ydeevne, samt om du er i stand til at gøre fremskridt. Igen er det set i forhold til det niveau, du startede på.

Det teoretiske element
Her vurderes din evne til at koble det teoretiske med det praktiske. Du bliver således vurderet på din tilegnelse og brug af en basal teoretisk viden og et begrebsapparat på såvel det teknisk/taktiske plan, det fysiologiske plan som på det samfundsvidenskabelige plan. Endelig bliver du vurderet på din tilegnelse og brug af teoretisk viden i forhold til basal træningslære.

Samarbejdsevne og engagement
Her vurderes din vilje og evne til at ind-drage dine holdkammerater i idrætsaktiviteten, evnen til at gøre medspillerne bedre og ikke altid blot »gå selv«. Samarbejdsevnen vil tydeligst komme til udtryk i holdidrætterne

Om fravær, skader og fritagelse i idræt

Som nævnt kræves der en aktiv deltagelse i idræt. Hvis du af en eller anden grund ikke kan deltage aktivt i idrætsundervisningen, skal du henvende dig til Mette Ørum (MØ) på kontoret.

Opdateret: 11. februar 2010