Metode i historie

Advarsel

Husk at teori eller metode er godt – men praksis er bedre.

Det nytter ikke med et flot teoriafsnit, hvis du i din analyse/problembehandling i AT-synopsen og AT-præsentationen ikke kan demonstrere at du har/kan anvendt teorierne/metoderne i praksis.

Se EMU metodeside her:

Metode i historie

Du kan hente en udvidet udgave i pdf-format her

Den historiske undersøgelse
Historie er videnskaben om samfundets faktiske udvikling. Men også om de idéer (ideologier) som påvirker menneskets syn på sig selv og dets omverden, og dermed den enkeltes holdninger og handlinger. Historie er både et humanistisk og samfundsvidenskabeligt fag. Det afgørende er den tilgang man har til det foreliggende emne.

Er det centrale mennesket og forskellige menneskeskabte forhold bevæger vi os inden for humanistisk videnskab, mens det samfundsvidenskabelige aspekt har fokus på generaliseringer, der ofte bygger på kvantitative eller kvalitative metoder.

Historikeren er optaget af at opstille teorier og drage konklusioner om fortiden ud fra et til rådighedsværende materiale. Og historikeren har behov for et sæt af anvisninger på, hvordan man skal arbejde med kilder, og hvordan man skal vægte de forskellige kildetyper.

Dette sæt af anvisninger og retningslinjer kaldes under ét for historisk metode.

Den fortidige virkelighed kan kun studeres gennem de kilder (efterladenskaber) fra fortiden som findes i nutiden.

Historikeren arbejder dog ikke kun med de ‘rå’ kilder, men bygger i meget høj grad på andre historikeres resultater. Idet vi bruger ordet fremstillinger om de værker, som historikere har skrevet som et resultat af deres undersøgelser, kan vi skitsere undersøgelsesprocessen på følgende måde:

Den fortidige virkelighed skaber kilder som læses/tolkes af historiker der skriver fremstillinger

eller

Fremstillinger læses af historiker der skriver nye fremstillinger

Selv om historikere anvender fremstillinger i deres undersøgelse, så er kildematerialet altså stadig til syvende og sidst det eneste forbindelsesled mellem undersøgeren og den fortidige virkelighed.

Arbejdet med kilder og fremstillinger – også kaldet kildeanalyse/kildekritik eller materialeanalyse – er derfor et centralt led i faget historie. Og her er det vigtigt, at man til stadighed forholder sig kritisk til det anvendte materiale. Det er afgørende, at man ikke bare sætter lighedstegn mellem materiale og virkelighed, men forholder sig til kildernes/fremstillingernes informationer.

Er de troværdige?

En historisk undersøgelse er styret af fire indbyrdes sammenhængende led:

  • Problemformulering.
  • Materialeindsamling.
  • Materialeanalyse (kildekritik).
  • Teoridannelse, konklusion.

Vi tager dem en af gangen:

1. Problemformulering (tvivl)
Problemstillingen styrer undersøgelsen
Hovedproblemstillingen udmøntes i en stribe spørgsmål og forsøg på svar

2. Materialeindsamling (data)
Man indsamler så meget (kilde)materiale som ‘muligt’

3. Materialeanalyse (hypotese, afprøvning)
Man prøver at fastslå, hvilke af kilderne/materialerne, der indeholder eller kan give oplysninger om det rejste spørgsmål.

Man søger at fastslå, hvilken vægt man kan tillægge de enkelte oplysninger – kildekritik!

4. Teoridannelse (konklusion, dom)
Man prøver at nå frem til teorier (svar), der så godt som muligt ‘stemmer overens med’ det vægtede materiale, dvs. så godt som muligt kan forklare, at materialet er som det er.

Teorier (svar) begrundes med henvisninger til kilderne/fremstillingerne.

De teorier (svar) man når frem til, vil ofte indeholde et element af usikkerhed – nyt materiale vil kunne tænkes at føre til ændring eller direkte forkastelse af teorierne.

Hensigten med en historisk undersøgelse er at nå frem til at:

  • Give en beskrivelse af karakteristiske tilstande/udviklingslinjer (hvad, hvordan).
  • Forklare årsagerne til tilstande/udviklingslinjer (hvorfor),

der evt. kan deles i;
a. udløsende årsager – dråben der får bægeret til at løbe over.

b. bagvedliggende årsager – vandet, der har fyldt bægeret op.

c. vurdere virkningerne af tilstande/udviklingslinjer (hvilken betydning), der evt. kan deles i;
a. kortsigtede virkninger.

b. langsigtede virkninger.

Den historiske analyse

En analyse er som regel hovedindholdet i enhver historisk bearbejdning, og bør derfor tillægges stor vægt. Alt materiale kan være genstand for en analyse, men i historie vil det ofte være forskellige former for kildemateriale.

Når du arbejder med kildemateriale, skal du altid overveje følgende spørgsmål:
a. Hvem er afsenderen?
Hvad er kildens ophavssituation?

Hvornår og hvor er kilden blevet til?

b. Hvad er indholdet?
Hvad står der i kilden, og hvad betyder det?

Hvad er kildens problemstilling og konklusion?

Hvilken argumentation benyttes?

c. Hvem er modtageren?
Hvem er kilden henvendt til, og hvad er hensigten?

Hvorfor er kilden fremstillet?

Hvilken tendens er der?

d. Hvor brugbar er kilden?
Kan kilden bidrage til at besvare den stillede problemstilling
Er kilden troværdig?

Nyeste litteratur om historisk metode:

Bent Egaa Kristensen, Historisk metode, Hans Reitzels Forlag 2007.

Opdateret: 12. oktober 2010