|
DramatikFagets sider på EMU’en: www.emu.dk/gym/fag/dr/ Dramatik B og C
Dramatik er et af de fag, du kan vælge at have som kunstnerisk fag i 1.g. Du har dit kunstneriske fag på C-niveau, og har desuden mulighed for senere at vælge dramatik på B-niveau. I dramatik lærer du at arbejde med krop, stemme, sprog og andre af teatrets virkemidler, og du lærer at opbygge en rolle samt skabe en forestilling i samarbejde med andre. Du opnår grundlæggende færdigheder i både at skabe, realisere og analysere forskellige sceniske udtryk – faget kombinerer altså det praktiske arbejde med en analytisk og teoretisk dimension. Undervisningen starter med enkle øvelser og korte realisationer af idéer og tekster, herefter arbejder vi med lidt længere forløb og året afsluttes med et selvstændigt projektforløb. I projektforløbet kommer du med i en forestilling, hvor du i samarbejde med andre elever iscenesætter en tekst/idé, vælger roller, kostumer, scenografi, spillestil osv., og afprøver kreative idéer i processen hen mod det endelige, dramatiske udtryk.
Du lærer at analysere opførelser, tekster og teaterbilleder. De sceniske udtryk, som du er med i, lærer du også at analysere, så du får fokus på både den skabende proces og det færdige produkt. Du kommer også til at stifte bekendtskab med det professionelle teater i form af teaterbesøg, som både giver dig indblik i teatret i dag og inspiration til dit eget sceniske arbejde. Det er ikke et krav, at du har spillet teater tidligere, idet vi starter året med de helt grundlæggende principper for at opbygge en rolle og iscenesætte en forestilling.
Opdateret: 29. juni 2009 |
|
Hasseris Gymnasium | Hasserisvej 300 | Postbox 70 | DK – 9100 Aalborg |
||