Dansk

Fagets sider på EMU’en: www.emu.dk/gym/fag/da/

Fagets metode

Dansk A

Dansk i gymnasiet er et obligatorisk fag, der forløber over alle tre år. Fagets kerne er dansk sprog og litteratur fra oldtid til i dag. Du vil som elev komme til at arbejde med tre overordnede stofområder; litteratur, sprog og medier. Disse stofområder vægtes i forholdet 3, 2 og 1. Centralt står analyse, fortolkning og perspektivering af dansk litteratur i udvalgte perioder. Der arbejdes med teksternes sproglige udtryksside, indhold, kultur- og samtidsskildring. Under det sproglige stofområde vil du stifte bekendtskab med bl.a. mundtlige og skriftlige genrer, grammatik og sprogrigtighed, sprogsociologi og argumentation. I det mediemæssige stofområde kan der arbejdes med nyhedsgenrer, dokumentar- og fiktionsprogrammer, filmanalyse og visuelle udtryksformer. Du vil møde mange forskellige arbejdsformer som klasseundervisning, gruppearbejde, projektarbejde, lærer- og elevforedrag, it-baseret arbejde og kreative øvelser, f. eks. opførelse af små skuespil.Målet er, at du via arbejdet med de ovennævnte tre stofområder får opøvet din kritisk-analytiske sans til at håndtere informationer, gå bag om ord og tekster og forstå disses indhold og nuancer, og at du kommer til at beherske sproget sikkert, mundtligt såvel som skriftligt. Danskfaget lægger i sit arbejde med tekster, sprog og medier op til, at du får mulighed for at udvikle din selv- og omverdensforståelse, styrke din dannelse og identitet og herved have et godt grundlag for at indgå i et moderne, demokratisk og globalt orienteret samfund.

Opdateret: 29. juni 2009