Skolearkitekturen

I gymnasiets 35-års jubilæumsskrift skrev skolens arkitekt Jacob Blegvad om de tanker og ideer der lå til grund for skolens udformning, indretning og udsmykning. Og i det ydre ser skolen stadig ud som for 35 år siden, men i det indre har nye undervisningsformer, ønske om klasseværelser til de enkelte klasser, ændrede kantineforhold, nyt varmesystem, strøm til elevernes bærbare m.m ændret dele af skolens oprindelige udseende – og flere ændringer er på vej.

Skolens bygninger er optaget i Kunstakademiets Arkitektskolens Bibliotek: se billeder her

Arkitekt Jacob Blegvad skriver:

Begyndelsen

Det lykkedes den ambitiøse og selvstændige Hasseris Kommune at sætte sig i spidsen for et nyt gymnasiebyggeri. Kommunen kunne stille en grund gratis til rådighed – og fik endviderelov til at gøre skolen bedre ved at betale ekstra til at udvide statens byggeprogram fra 2 små gymnastiksale til 1 lille sal og 1 stor boldhal. Arkitekterne blev valgt af Hasseris Kommune – Henning Jørgensen og Jacob Blegvad. Henning Jørgensen, fordi han havde dokumenteret sit talent som gymnasie- og skolebygger, Jacob Blegvad på grund af sin mangeårige tilknytning til lokalområdet.

Byggeudvalgene bad hver af arkitekterne tegne et forslag til gymnasiet. Forslagene blev udarbejdet i sommeren 1969. Jeg udarbejdede mit forslag i Blåvand i min sommerferie (hvorfor kan man aldrig få startet på opgaverne i tide?). Byggeudvalget valgte mit forslag til udformningen. Arkitektarbejdet blev herefter delt. Huset blev bygget efter mine tegninger, og Henning Jørgensen fik i fællesskabet ansvaret for inventaret og tilsynet med opførelsen.

Krav til en arkitekt

I 1970 blev kommunen nedlagt, og nye politikere kom til at stå for gennemførelsen af arbejdet med byggeriet af det nye gymnasium i Hasseris. Det var en kommunal skole – med statstilskud. Statens krav til indretning skulle derfor følges for at få tilskuddet. Historien afspejledes ved, at der endnu var afsat plads til en rektorbolig i byggeprogrammet, men rektorer var for længst holdt op med at ville bo på skolen. Pedellen blev der bygget en lejlighed til – nu er den også nedlagt. Skolen er i virkeligheden ubeboet.

Der var noget andet historisk i byggeprogrammet. Det lyder i dag utroligt, men dengang var der krav om, at drenge og piger ikke måtte se hinanden i gymnastikdragt! Der er sket noget i omgangstonen siden. – Dengang gav det nogle interessante og indviklede adgangsforhold til de to gymnastiksale i projektet.

Tegnestuen arbejdede samtidig på lokaler til det i Aalborg nyoprettede ingeniørakademi. Der var helt andre krav til undervisernes egne lokaler – et kontor til hver enkelt lærer. Når man steg i graderne, var man berettiget til en sofa, et trin mere og der kom et mødebord yderligere til. På gymnasiet var der ét eneste lærerlokale, et lille stileretningsrum og et endnu mindre samtalerum.

Jeg var dengang lidt forarget på gymnasielærernes vegne og syntes, at det var en dårlig fagforening, de havde, der ikke kunne kræve bedre lokaleforhold til deres medlemmer.

Kravet til skolens struktur var, at eleverne var det bevægelige element: de flyttede sig fra faglokale til faglokale – et nyt sted hver time. Det eneste holdepunkt, eleven havde i skolen, var et skab og en knage i centralgarderoben. Til gengæld var fælleslokalerne rummelige – den kollektive følelse skulle styrkes, ikke den individuelle. Der var et stort lyskrav til det kunstige lys i den store sal, fordi den skulle anvendes til skriftlige eksamener. 400 lux var kravet – derfor fik jeg installeret en lysdæmper, således at det uhyggelige eksamenslys kan fjernes, når salen kan anvendes til andre formål (Husk at bruge den; salen er langt smukkere i en dæmpet belysning. Hvorfor lærer folk ikke at se sig om og bemærke, hvordan deres omgivelser egentlig ser ud? Det er for tit, eksamenslyset er på!).

Arkitekturen tilpasses omgivelserne

I mit forslag var jeg arkitektonisk optaget af at indpasse et så stort bygget volumen i et område, hvor alt var i en meget mindre skala. De største dimensioner i bygninger omkring skolen var landbrugets lader i Gl. Hasseris. Derfor blev byggeriet opdelt i enheder – selvstændige længer kædet sammen som et traditionelt landbrugsbyggeri – også arkitektonisk et traditionelt byggeri i enkelheden – ingen udhæng, klare og letfattelige huskroppe, simple og kendte materialer.

Hele komplekset omhyggeligt tilpasset højdekurverne i den stærkt skrånende grund. Denne højdetilpasning til grunden viste sig senere at blive lidt absurd, da der kom krav om en meget stor vandret fodboldbane, der skabte en meget stor skråning ned mod naboarealet imod nord. Til gengæld har dette med årene givet en naturlig og meget effektiv adskillelse ind til den nordlige nabo.

Et meget væsentligt arkitektonisk greb har været at overvinde, at huset lå lavere end vejen; det er løst, synes jeg, på en god måde med de store trappeanlæg ned til skolen, der gør, at huset alligevel bevarer den tiltænkte værdighed, som et sådant byggeri bør have.

Miljøet – ude og inde

Dengang var jeg meget optaget af den norske kriminolog Niels Christies anbefalinger: »Gør omgivelserne, husene og detaljerne så smukke som muligt – så bliver der passet
godt på dem«. Så vidt jeg kan skønne, har det passet på skolen her. Det egentlig sarte interiør – tæpper, de hvide vægge – er der blevet passet utrolig godt på. Hvis det engang skal fornyes, så gør det endnu smukkere; løft standarden hver eneste gang. Husk det.

Vi var i en periode, hvor staten gav tilskud til projekteringen, hvis man medtog en rengøringskonsulent! Det var der ikke modstand imod, men jeg foreslog, at vi så i det mindste også måtte have en kunstnerisk rådgiver for at sikre, at også det kunstneriske miljø var bedst muligt. Det blev sandelig bevilget, og maleren Arne L. Hansen blev tilknyttet projektet. Det var jeg meget glad for, jeg havde tidligere arbejdet sammen med Arne L. Hansen i mange projekter.

Han er en utrolig inspirerende, kreativ og talentfuld rum- og murkunstner. Han har præget skolen med sine klare og enkle farvekompositioner: på centralgarderobernes skabe, med sin idé til markeringen af de enkelte klasseværelsesdøre og med de små lampefatninger i loftet i oasen.

Men for mig var den flotteste og mest begavede indsats af Arne L. Hansen fortæppet i den store sal. Der var ikke flere penge til udsmykning på budgettet, men Arne L. Hansen gik ud og købte noget godt stof i grå nuancer, og så var det der, smukt, enkelt og naturligt – det passede perfekt til salen. Så enkelt kan det gøres, hvis man kan!

En af hovedaktørerne i en god projekteringsfase er havearkitekten, der formede alle de grønne områder omkring skolen. Der var vi så heldige, at vi fik den talentfulde Ole Klaaborg fra Kolding med på holdet. Blandt ideerne var, at der i de hævede bede nord for skolen skulle være en urtehave til brug for biologiundervisningen; den kom vist aldrig, af mangel på interesse fra frivillige kræfter, eller?

Det blev en vellykket byggeproces. Vanskelighederne er fortrængt, kun de gode minder er tilbage. Byggeriet startede som alle vellykkede byggerier skal, med at en gravko rev et stort elkabel over.

Huset og dets indretning har allerede holdt til mange omskiftelser, og det ser ud til at kunne holde til mange flere.

Opdateret: 29. juni 2009