Hjerte for gymnasiet

af Jens-Erik Quortrup (på vegne af hele familien)

Vi er en familie på 4, som bor i Nørresundby. Vores datter blev student i sommer (2006) og kan se tilbage på nogle rigtigt gode år på Hasseris Gymnasium. Vores søn er lige begyndt i 1.g og har store forventninger til såvel læringsmiljøet som til det sociale miljø. Udover at vi som forældre har vores gang på skolen i forbindelse med forskellige arrangementer, har jeg også siddet i bestyrelsen i perioden 2004–2005.

Hvorfor faldt valget så på Hasseris Gymnasium?

Vores datter havde hørt, at Hasseris Gymnasium havde et aktivt musikliv, hvilket for hende var væsentligt. Vi forældre må med skam tilstå, at vi faktisk ikke vidste så meget om læringsmiljøet på skolen på dette tidspunkt, selvom vi havde deltaget i introduktionen på de enkelte gymnasier i Aalborg-området. Hun havde således store forventninger inden studiestart – især til musiklivet – og de blev indfriet; men også det sociale liv og undervisningen kom til at indfri hendes forventninger. Som forældre kunne vi se, at eleverne fik lov til at udfolde sig med de musikgenrer, de interesserede sig for. Skolens tradition med at opføre en større musical faldt heldigt i 1.g. Musicalarbejdet var således også i høj grad med til at styrke det sociale liv blandt deltagerne. Eleverne kom hinanden meget nær på tværs af årgangene. Det var rigtig godt.

Læring kommer ikke af sig selv. Eleverne skal yde en indsats. Vi har oplevet, at kombinationen af koncentreret arbejde og lærernes faglige engagement og støtte også har givet bonus. Vi erfarede ligeledes på andre områder, at eleverne fik mulighed for at udfolde sig i de retninger, de havde lyst til, både bogligt og kreativt. På Hasseris Gymnasium er der rummelighed til at prøve idéer af, og vi tror på, at det på sigt er med til at give de unge mod til at turde afprøve tanker og idéer – også efter gymnasietiden.

Elever og forældre oplevede desværre også en side af livet, som vi ikke forbinder med gymnasieliv, nemlig den at en kammerat dør på skolen under tragiske omstændigheder. Når vi nævner dette her, er det netop for at understrege, at vi oplevede stor menneskelighed og omsorg for alle, som var berørt. Gymnasiets rektor og øvrige medarbejdere tog hånd om eleverne og skærmede dem og skabte rammer for, at de kunne komme videre – hver på sin måde.

Ovennævnte har betydet for vores søn og for os, at der ikke har været tvivl om, at han også skulle vælge Hasseris Gymnasium. Hans gymnasietid vil givetvis blive præget af gennemførelsen af gymnasiereformen. Vi er overbeviste om, med de erfaringer vi har gjort i vores datters gymnasietid, at der på Hasseris Gymnasium også fortsat vil være fokus på et sundt og godt læringsmiljø for eleverne, og at gymnasiet må være en god og inspirerende arbejdsplads for skolens medarbejdere i en fremtid, som også vil blive præget af imagepleje og profilering med henblik på at kunne tiltrække et passende antal unge mennesker.

Vi har gennem tre år set et værdigrundlag omsat
i aktiv handling, og det er meget mere værd end ord skrevet på et stykke papir.

Billedkunstprojekt af Lea Quortrup. Alle skolens elever malede i foråret 2006 i lille kvadrat i hjertemosaikken.

Opdateret: 1. juli 2008