2c i Istanbul marts 2009 del 2

Nogle elever skriver om deres indtryk:

Julia H. Glogowski

Og med risiko for at sætte min egen røv på komedie, bliver jeg nødt til at fortælle, hvad jeg skal til at fortælle. Jeg tog selvfølgelig ikke tilbage til hotellet. Faktisk, så ved jeg ikke hvor jeg gik hen til at starte med. Mine fødder gik, mens min hjerne prøvede at følge med. Det endte med, at jeg kom ned til Bosporus-strædet, hvor jeg købte en national kringle med sesamfrø, og satte mig på bænken ved siden af en fisker. Dybt optaget af min egen person, lagde jeg ikke mærke til, at fiskeren snakker til mig – på tyrkisk. Det viste sig, at han drev en lille fiskerestaurant i nærheden, men finanskrisens jerngreb havde desværre fanget hans forretning. Han følte sig derfor nødt til at fyre alle medarbejderne og ansætte sin familie(der ikke fik en rød reje for at stå i restauranten). Han gav mig en fiskestang, og sammen sad vi der, i stilhed og fiskede efter noget, der kunne bringe ham fortjeneste. Efter at have fanget en del fisk, gav jeg ham en hjælpende hånd med alt hans grej. Som tak for hjælpen fik jeg husets specialitet, på husets regning(jeg lagde dog drikkepenge under tallerkenen) og en nøglering med en fisk, der siger ‘Welcome to Istanbul’. Historien er måske ikke den mest spændende; men den opsumerer nogenlunde mine følelser for byen. Lad Nordbrandt få sine kontraster, Orhan Pamuk sin barndom. Jeg har min nøglering.

Sebastian Mignon

Kontrasterne står klart over alt. Man går rundt i fattige gader som er inspireret af vestlig levestil, hvor herreløse hunde og katte render omkring, og hvor tiggere og gadesælgere prøver at skrabe sammen til livet, og pludselig står man ved Hagia Sophia og den blå moske, og er vidne til den tidligere eksistens af et rige så rigt, at det har kunnet udfolde sig i en blomst af et arkitektonisk mesterværk.

Moskeerne var ikke som jeg havde forventet. Deres ydre var langt mere overdådigt end jeg havde regnet med, men deres indre var meget anderledes. Uden helt at vide hvorfor, havde jeg tænkt på dem som kirker, og derfor også i samme indretningsstil, men det er jo givetvis en fejl. Når man kommer ind, står man i et kolossalt rum under en imponerende kuppel, som er udsmykket med kakler i alle mulige former og mønstre. Det er meget modsat den stil som fx Peterskirken i Rom er bygget i, som jo er barok når det er vildest, hvor der er proppet med statuer, nicher, guld og flotte malerier. Det er den blå moske fx slet ikke, den er stadig ovenud overdådig, men det er i den orientalske stil, som er langt mere simpel, hvilket jo nok i bund og grund skyldes Islam, der jo fx ikke tillader at man afbilleder mennesker eller dyr…